Når det sociale web ødelægger

Det er sjældent at jeg læser blogposts, der gør mig trist og måske det er derfor, at jeg vælger at bruge så meget tid online 🙂 Jeg føler, at jeg bliver konstant udfordret på mine holdninger og idéer og det gør mig glad. Mit online community, som blandt andet er jer der læser med på denne blog, har været med til at uddanne mig, få mig til at grine og tænke, men hovedparten af jer, har jeg aldrig mødt in real life.
Grunden til at jeg skriver dette er, at jeg lige har læst Jason Calacanis’ blogpost omkring empati online og den har fået mig til at tænke.

Hans post er lang og rodet, men den er værd at læse. Det er trist læsning og tegner et billede af en online kultur, der potentielt kan løbe af sporet og blive destruktiv. Man kan sige at det måtte ske, og drage paralleller til ugebladene og populær pressens effekt på vor tids kendisser, men faktum er, at de fleste bloggere lovpriser internetmediets friheds idelaer, men overser de fremtidige komplikationer.

Calacanis afslutter sin blog med:

Right now, I’ve got over ten thousand of you to share my thoughts with, until such time as you decide to crush and beat me down by hitting the respond key to this email and flaming me. If you do that, I’ll have to retreat again, but I’m not sure what’s left except the real world. Are we going to destroy ourselves to the point at which we unplug the Internet? Are we going to have to create private areas for discourse and lose the “Open Web” gestalt?

Hvor mange gange har man ikke hørt Henrik Qvortrup sige, at når man invitere pressen med til bryllupet, så risikere man også at de møder op til begravelsen? Er det hvad vi ser på nettet nu? At vores søgen efter læsere, followers, kommentarer, link love og omtale, har skabt en kultur uden dybfølt empati?